Kampagnelaunch: Rettigheder før profit - stop ISDS

22 jan

Dato

22.01.2019, 17:00 til 19:00
Gratis
Netværk for Solidarisk Handel inviterer til kampagnelaunch 22. januar, hvor kampagnen "Rettigheder før profit - stop ISDS" skydes igang.

Civilsamfund i hele Europa går sammen for at stoppe brugen af ISDS-mekanismen i handels- og investeringsaftaler, og samtidig sikre bindende lovgivning, der kan holde transnationale virksomheder ansvarlige for krænkelser af menneskerettigheder.

ISDS - investorbeskyttelse

‘Investor-State Dispute Settlement’ eller ISDS betyder på dansk investor-stat-tvistbilæggelse. Det er en særlig form for domstol, som giver udenlandske investorer mulighed for at sagsøge et land, de har investeret i, hvis landet indfører lovgivning og regulering, der truer virksomhedernes forventede profit. Lovgivning, som vel og mærke er demokratisk vedtaget for at beskytte mennesker og miljø. ISDS giver altså en skævvredet beskyttelse af virksomheders interesser.

Bindende traktat for menneskers ret

Kampagnen advokerer desuden for vedtagelsen af den bindende traktat for virksomheder og menneskerettigheder (UN Binding Treaty on Business and Human rights), som der lige nu forhandles om i FN’s menneskerettighedsråd. Ligeledes støtter kampagnen op omkring implementering af lignende national lovgivning.

Europæisk kampagne

Kampagnen samler civilsamfundsorganisationer på tværs af hele Europa, for at skabe det samme momentum som kampagnen mod TTIP og CETA, der samlede knap 3 millioner underskrifter i 2016. Den internationale hovedaktivitet er en underskriftindsamling, der lanceres online d. 22/1 2019. I Danmark lancerer Netværk for Solidarisk Handel kampagnen.

Program

Præsentation af ISDS-mekanismen og investorbeskyttelse i EU’s handelspolitik v/ Johan Aagaard Hagemann fra Afrika Kontakt

Præsentation af den igangværende proces i FN-regi for at skabe en bindende traktat om transnationale virksomheder og menneskerettigheder, samt EUs rolle i processen v/ Nikolaj Kornbech fra NOAH - Friends of the Earth

Præsentation af den europæiske kampagne Rights for People, Rules for Corporations - Stop ISDS v/ Sarah Strunge Abertsen og Johan Aagaard Hagemann, de danske repræsentanter i styregruppen for kampagnen

Twitterton og netværkstest - hvor langt kan kampagnen nå ud?! Vi slutter kampagnelanceringen af med at poppe champagnen alt imens vi deler den online underskriftindsamling vidt og bredt!

Vel mødt - der vil blive serveret champagne og lidt godt til ganen på netværkets regning, med støtte fra Globalt Fokus.

Netværk for Solidarisk Handel

Netværk for Solidarisk Handel består af Afrika Kontakt, Mellemamerika Komiteen, Colombia Solidaritet og NOAH - Friends of the Earth Denmark. Gennem dialog med resten af civilsamfundet, fagforeninger og politikere forholder netværket sig til mangler og uligheder i den nuværende handelspolitik og kommer med bud på konkrete tiltag og alternativer, der kan skabe et retfærdigt og bæredygtigt handelssystem.