Nyt venue er i støbeskeen

04.09.2017
  • Gabriela Alcalde og Chiara Garbelotto fra EAHR lægger sidste hånd på modellen
En ny multisal skal give VerdensKulturCentrets mange kulturmagere bedre rammer om deres events

Midt i september går arbejdet igang på 1. sal i VerdensKulturCentret. Håndværkere vil begynde at banke puds ned, rive gulv op og vælte vægge. Det er kulturteamets gamle kontor, som bliver slået sammen med de resterende rum ind mod gården, og vil på den måde danne en ny stor sal med plads til op mod 150 mennesker. Målet er, at lave et helt nyt multi-venue for teater, koncerter, dans, udstillinger og konferencer. Det nye venue er tegnet og designet af NGO'en Emergency Architecture & Human Rights, som er bosiddende i VKC. Indvendigt vil rummet få en elegant beklædning med trælameller. Udover at se flot ud, vil trækonstruktionen give rummet god akustik til koncerter og foredrag, og den vil muliggøre en funktionsopdeling af rummet til glæde for flere brugere.

Færre møder - mere kultur

VerdensKulturCentret er i en forandringsperiode, hvor medarbejdere og brugere sammen forsøger, at optimere den måde de attraktive kvadratmeter bliver brugt. Hele 2. sal har allerede gennemgået en modernisering og er blevet omdannet til en hub for kreative organisationer og sociale aktører. Og Koncertsalen står også overfor en transformation, når Jazzhouse flytter sammen med Global i det nye år.

Fra de mange ildsjæle, som hver måned laver kulturevents i VerdensKulturCentret, har der længe været et ønske om at få en sal, som kan imødekomme deres forskelligartede krav til et godt formidlingsrum til interkulturelle events. Tidligere har det hovedsageligt været caféen som er blevet brugt, men det er nødvendigt med et scenerum, som ikke generer de spisende gæster i Send Flere Krydderier. Derfor flyttes VerdensKulturCentrets kulturmedarbejdere fra lokale 101 op på 3. sal i lokale 305 og mødelokale 103 nedlægges for at give plads til den nye multuisal.

For fremtiden vil flere kvadratmeter i VerdensKulturCentret bliver brugt på kultur og kreativ udfoldelse, fremfor møder og almen udlejning. Det vil stadig være muligt at leje mødelokale 104, men som lejer skal man være opmærksom på, at der kan forekomme støj fra byggeriet på den anden side af gangen. Planen er, at det nye venue skal stå færdigt i december.